BSK08

Nomineret af: Sebastian Thielst

Indstiller Brønderslev Svømmeklub 2008 (BSK08) til Nordjyske Banks Foreningspris. Som mangeårigt aktivt medlem af klubben har jeg på tæt hold oplevet, hvor meget BSK08 betyder – ikke bare for mig, men for rigtig mange mennesker i og omkring Brønderslev.

BSK08 er en klub med plads til alle. Det er en svømmeklub, der favner bredt og tiltrækker medlemmer fra hele området, bl.a. Jammerbugt, Vrå, Hjallerup, Tylstrup og selvfølgelig Brønderslev. I sæsonen 2025/26 har klubben omkring 630 aktive medlemmer i alderen 0–80 år, og det viser mangfoldighed. Her handler det ikke om, hvem du er, eller hvor dygtig du er – men om lysten til at være med.

Hver dag skaber BSK08 rammerne for både sportslig udvikling og trivsel. Klubben rummer alt fra nybegyndere til elitesvømmere, og fælles for alle er, at man bliver mødt dér, hvor man er. Målet er, at alle kan svømme på et hold, hvor de bliver udfordret på det niveau, der passer til deres alder, talent og motivation.

I BSK08 trives både motionister og konkurrencesvømmere. Klubben er bevidst om, at svømning godt nok er en individuel sport – men aldrig uden fællesskab. Fokus er ikke kun på tider og resultater, men i lige så høj grad på personlig udvikling, sammenhold, respekt og glæden ved at være en del af noget større. Her bliver man set, hørt og støttet – både i og uden for bassinet.

Udover svømning tilbyder klubben også andre former for vandtræning, som især er populære blandt voksne og seniorer. Samtidig gør klubben en stor forskel for udsatte unge gennem blandt andet Jump4Fun-hold, hvor unge med fysiske og psykiske udfordringer får et trygt frirum væk fra hverdagens pres. Trænernes motto siger det hele: Der skal smil på læberne – vi griner ikke af hinanden, vi griner med hinanden.

Brønderslev Svømmeklub fortjener et stort skulderklap, fordi klubben skaber meget mere end dygtige svømmere. Den skaber tryghed i vandet, stærke fællesskaber og positive rollemodeller. Med engagerede trænere, frivillige og forældre bidrager BSK08 hver dag til et sundt, inkluderende og meningsfuldt foreningsliv for hele lokalområdet.

Hvad skal pengene bruges til?

Hvis BSK08 vinder, skal pengene bruges til fornyelse af vores nedslidte klublokale, så vi kan få hyggeligere omgivelser at opholde os i mellem skole/gymnasie/arbejde og træning, hvor vi får mulighed for at slappe af, evt. lave lektier samt få noget at spise. De bedre faciliteter vil vores babysvømmere, deres forældre og seniorer også få stor glæde af når der drikkes formiddagskaffe i klublokalet.
47
156

Afgiv din stemme

8 cifre, uden +45

{{ error }}

{{ response }}